Villa i Siderno, Reggio Calabria

Jeg havde været på ferie i Calabrien i et par dage uden særlige planer. Jeg havde valgt et roligt sted på den joniske kyst for at sætte farten ned, læse og trække vejret. En eftermiddag, mens solen langsomt gik ned bag bakkerne, befandt jeg mig slentrende gennem centrum af en lille landsby nær stranden. Jeg kan ikke engang huske navnet. Men jeg husker den antikvitetsbutik tydeligt.
Vinduesudstillingen var et fascinerende kaos af glemte genstande, og i midten, i en lille æske med falmet blåt fløjl, var den der: en koralhalskæde, en varm, levende rød farve, som visse solopgange over havet. Jeg gik ind næsten uden at vide det.
Ejeren, en venlig ældre mand, fortalte mig, at halskæden tilhørte en ung kvinde, der boede i Siderno for mange år siden. Han kunne ikke fortælle mig meget mere, men noget ved den genstand havde allerede fascineret mig. Jeg købte den.
Senere, på hotellet, da jeg åbnede æsken, fandt jeg et brev gemt under fløjlet. Det var skrøbeligt og gulnet, skrevet med en elegant håndskrift. En mand erklærede sin kærlighed til en pige, der boede i en villa i Siderno, og beskrev et magisk sted: en duftende citruslund, en lille balkon med udsigt over stilheden og en stemme, der sang, i den tro, at den ikke blev hørt.

Disse ord ramte mig så dybt, at jeg impulsivt besluttede at tage til Siderno. Byen var ikke langt væk; faktisk fascinerede dens beliggenhed mig med det samme. Den var meget tæt på havet, men et par gader væk var nok til at finde sig selv fordybet i et grønt, bakket landskab. En perfekt balance mellem kyst og ro.

Da jeg gik gennem gaderne i det historiske centrum, bemærkede jeg en palmeomkranset allé. Jeg stoppede. For enden af ​​alléen åbnede en gammel jernport sig ind til en tre-etagers villa. Hver etage var forskellig: en enkel og barsk, en anden udsmykket, og den øverste ... Elegant, med en lille blomsterfyldt balkon.
"Hver enkelt er forskellig, ligesom I søstre, og den sidste bærer din ynde og kigger ud alene, ligesom mig, for at lytte til din melodiske stemme."

Disse ord stod i brevet. Jeg var ikke i tvivl: Det var huset.
En mand var i gang med at beskære haven. En gartner. Jeg kom hen, og han så min nysgerrighed og inviterede mig indenfor. Mens vi gik mellem de forladte citrustræer og tilgroede stier, fortalte han mig villaens historie. Den havde tilhørt en adelsfamilie og stod derefter tom i årtier. Nu var den til salg.
"Den trænger til en masse arbejde," sagde han til mig. "Men strukturen er solid, og potentialet ... Er enormt, og desuden er grunden bebyggelig."
Han havde ret. Værelserne, selvom de var støvede, bevarede originale detaljer: terrazzogulve, freskomalerier i loftet, smedejernsgelændere. Haven var en glemt skat med århundreder gamle træer og havets duft kun få skridt væk, og de to halvt forfaldne bygninger bag villaen – så mange ting kunne lade sig gøre.
Jeg tænkte straks på mulighederne: et boutiquehotel, luksuslejligheder, et vidtstrakt resort, et sted til kreative retræter eller bryllupper omgivet af grønne områder, med stranden mindre end fem minutters gang væk. Siderno er strategisk: bekvemme transportforbindelser, voksende turisme, et mildt klima året rundt.
Da jeg gik op til tredje sal, nåede jeg den lille balkon. Jeg stoppede. Vinden bevægede knap nok de støvede gardiner. Jeg kiggede mod horisonten og lukkede øjnene. Jeg kunne næsten høre den stemme, svag, synge en glemt melodi.
Måske var det ikke tilfældigt, at den halskæde var kommet til mig.
Og måske var denne ferie ikke bare ment til at slappe af...