Farm hus i Monchique, Faro (distrikt)

Landlig ejendom med 22840 m2 og hus med 210 m2 helt selvforsynende med energi og vand uafhængighed.

Det har en vandkilde i bjerget med en permanent strøm hele året, suppleret med 1 regnvand indsamling cisterne.
Kildevandet pumpes ind i en tank i nærheden af huset, og systemet har en dobbelttrinsfiltrering (et 50-mikron filter ved tankens udløb og et 20-mikron filter ved køkkenindgangen), hvilket sikrer vand af høj kvalitet.

Det har et uafhængigt solcellesystem med lagring i sine egne batterier, som annullerer faste elomkostninger, hvilket øger ejendommens økologiske profil.

Det har en præfabrikerede swimmingpool med bjergudsigt.

Det har en afsondret placering, uden visuel eller akustisk forurening, ideel til dem på udkig efter et fristed af ro eller et landdistrikt turisme projekt fokuseret på trivsel.

Hele ejendommen har masser af privatliv.

Udnyt muligheden for at leve midt i naturen med dine egne naturressourcer.

Skønhed er også trættende på grund af, hvad det formidler til os i følelser. Det er nok for farven til at være et skrig, det er nok for mutationerne til at kollidere med hinanden. Lad os derfor flygte fra blues, røde, gule, lad os trøste vores trætte ånder lidt. Kun grøn vil tjene som en balsam og Monchique vil være det næste punkt at nå.

Bjergene, set fra lang afstand, er intet andet end en god fotografisk baggrund, Hold op med at se på disse salte lande. De er triste og ufrugtbare som døden.

Boia strømmen løber til venstre og jorden begynder at konvulsere. Højene gradvist tage højde, slutte sig til hinanden i dybe folder og vejen vinde mellem skifer barrierer som et krybdyr buffeted af solen.

Vegetationen fortykkes. Profilerede akacietræer flankerer den sorte asfaltstrimmel, og de små pletter af fyrreskov ned til os.

Nu, akacie, cedre og eukalyptus næsten sammenflettede solens stråler til at passere gennem deres kompakte blade. En to-dusin meter gren tager os til de varme kilder.
Lad os stige ned i Paradiset. En boks af løv beskytter os, og den klare strøm løber blødt omkring sten sommetider sort, undertiden rødlig.

Små soløjne markerer lysende cirkler på den brune jord. En bro... et lille vandfald... cikaderne synger og alt er grønt omkring os.

Vandet graver de schist ekstrakter op, det bliver dybere og dybere og stien strammer, det kvæler. Nedenfor er en usammenhængende dæmning, hinsides buen af en bro.
En lille seddel, blå hortensiaer, en snobsøhave, tre eukalyptustræer i hvis stammer romantiske piger skar hjerter og skrev vers et stenbord, en kilde, kilden til kærlighed.

Nogle store sten, der stoppede, da de stødte på nogen hindring, ligner brønde sået i Zêzere dalen. På vej til Monchique, terrasser skråninger undertiden ligner romerske amfiteater.

Når klatreturen til Foia begyndte, lad os se os omkring. Foran, den bløde grønne plet af kastanjelunde, der stiger på begge sider af Serra-strømmen; ved vores fødder trappen af en monumental trappe, der går ned til foden af korset og mod nord landsbyen, der synes at ligge på kanten af en bakke.

Hvor han fandt en tomme af agerjord, mennesket rejste mure af forsvar mod erosion og plantede haver. Hvor smertefuldt hans indsats... Vand løber overalt. Det giver os lyst til at falde på ryggen i en bøn til jorden...

Skovrejsningen falder i tæthed, mens vi klatrer, de skarpe kanter af masserne af sten er dolke, der forsøger at skade os, luften bliver renere, temperaturen falder og bjerget byder os foragteligt velkommen.

En bred kurve, Foias pyramide...

Vi mister sporet af afstande, det ser ud til, at vi læner os over et kort i relief. Alentejoen, i sin enorme udstrækning, som om strækker sig... Udskæringen af kysten synes klar, øget... Klar pletter af mange huse sammen. Portimão... Dawn... Lagos... Sandet af Meia Praia... Langt væk, Sagres og S. Vicente... Og til siderne af Aljezur bakkerne ligner fuld maver.